Epilogerne

Mathias:
Tirsdag d. 13. december.
Hjemme igen efter 48 timer på gaden… puh hvor er køkkenets mad lækker og hvor er sengene bløde! Så hed det ellers op i bad - det varme rindende vand var en ren velsignelse, man kommer virkelig til at sætte pris på alle de basale ting igen.
Har de 48 timer så gjort en forskel for mig? I forhold til vores problemformulering synes jeg ikke rigtig at projektet har rykket det vilde. Vi har ikke rigtig oplevet de samme vilkår som hjemløse - det første, og det vigtigste vilkår tror jeg, har været at vi havde hinanden. Vi havde hele tiden hinanden at snakke med og støtte os til når det var hårdt eller svært, vi kunne trække hinanden op når vi var nede og så er det bare nemmere at holde humøret oppe når man er sammen med søde og dejlige mennesker. Derudover tror jeg ikke at vi var på gaden længe nok til at det blev rigtig hårdt, to dage med dårlig mad og kolde våde nætter er træls, men aldrig rigtig presset.
Jeg havde en stor krise på turen, mine sko! Jeg havde fundet et par rigtig smarte brune læder støvler som fik min kærlighed med det samme, de var nemlig både varme, vandtætte og behagelige; de første par timer i hvert fald… Sålen på den ene sko løsnede sig lynhurtigt og var faldet af inden aftensmad, og så var der hele eventyret med Sines bror og hans tapre redningsforsøg – endnu engang tak! Efter kun fire timer var begge såler imidlertid faldet helt af, efter flere forgæves rednings forsøg, med trangiastropper og sokker. Så jeg gik praktisk talt direkte på mine sokker i sne og sjap. Jeg havde på tre sekunder gennemblødte sokker og tæer der var cirka en halv grad. Det var faktisk lige ved at ødelægge min tur da jeg vågnede næste morgen til sokker der kunne vrides og morgen frost på græsset uden at have sko at tage på. Sine fik heldigvis den gode ide at vi gik i en genbrugsbutik. Her flottede jeg mig og brugte min halvtredser på et par brand flotte damestøvler i str. 42 – tur redet!

Vores projekt har ændret mit syn på hjemløse i Danmark, efter min opfattelse er ingen nødt til at være hjemløse, med alt det sikkerhedsnet vi har i vores samfund er det simpelthen et valg, eller i hvert fald fordi man ikke magter at ændre sin egen situation. Det ”liv” vi har levet på gaden har ikke været rigtig hjemløst, men vi har haft overskud og en holdning til os selv. Jeg kan sagtens forstå at man efter et par måneder på gaden giver op og bliver ligeglad, med for eksempel at skide midt på strøget når der kun er 300 meter til et gratis toilet. Der må ske et skred i ens bevidsthed på et tidspunkt og det kommer vi nok aldrig til helt at kunne sætte os ind i.


Sine:
Vi ville rigtig gerne hvis vi kunne leve som hjemløse på en autentisk måde, men da vi hverken måtte sælge hus forbi eller hænge ud i varmestuerne, blev det lidt svært og præmisset ændrede sig lidt.
Det var også svært at komme i kontakt med hjemløse, da den eneste vi faktisk mødte var midt i et privat ærinde.

Men vi oplevede at folk kikkede på os med andre øjne end normalt. Jeg synes ikke det var specielt flovt eller grænseoverskridende, men jeg oplevede heller ikke stå med det alene.

Vi snakkede også meget om, hvis man sammenligner projektet med Tobias’ hjemløseprojekt, at det som gjorde det udholdeligt og nemt var selskabet. Det havde været en helt anden oplevelse hvis jeg ikke havde Tine, Mathias og Helene med.

Som udgangspunkt var jeg mest bekymret for mad og søvn, men det løste vi hurtigt. Selvom man hverken sov eller spiste godt, kunne vi godt holde humøret højt.

Da vi lige var vendt hjem, oplevede jeg, at når jeg var i nærheden af en container eller papkasse overvejede jeg om jeg lige skulle medbringe pappet til at sove på og nuppe noget mad i containeren. Vi var vidst alle lidt sære da vi kom hjem.

Helene:
Det sværeste for mig var at skulle vade rundt i en storby og lede efter usle steder at sove, når man kendte op til flere man kunne låne en sofa ved. Da jeg ikke er den store udendørs type synes jeg ikke det var ret fedt at skulle gå rundt og fryse i 48 timer, så jeg var lettet når vi kunne nasse og et sted at få varmen. Jeg tror at den største ydmygelse jeg havde var den første aften, hvor Sine og Jeg sad i Bruuns og ventede på Mathias og Tine, hvor jeg kom til at sidde med Henrianne helt alene og en flok ældre folk kom forbi og sendte mig lange blikke, da jeg sikkert har lignet en meget ung mor der var blevet forladt af min fyr.. Hmm. Ikke nogen rar følelse.. Men ellers var det mest mine egne tanker omkring det der fyldte. Følte mig meget dum ikke at udnytte mine sovemuligheder og fryse røven af i hhv. Et legehus og en trailer. Så jeg tror ikke jeg helt har fået det ønskede resultat ud af det.

Tine:
Når jeg sidder i mit stille sind og reflekterer over hvad jeg egentlig har fået ud af vores projekt, er det virkelg svært at sætte ord på. Det har været en god oplevelse at være afsted, men jeg er ikke kommet ind til kernen i at være hjemløs!

Jeg har fået et nyt perspektiv når jeg går rundt i byen. Jeg har, siden vi kom hjem, spottet containere og gode overnatningsmuligheder alle vegne. Jeg ser potentiale alle steder, og har virkelig meget lyst til at overnatte sådan igen.

Når jeg tænker tilbage på vores yderst uhygiejniske kost, kan jeg godt se at jeg måske har rykket nogle grænser hvad det angår, men da vi stod og rodede i store sorte sække og containere, føltes det som om vi havde fundet en guldgrube. Ekstasen over at finde gratis mad overskyggede mit ellers Pernipne forhold til madhygiejne!

Jeg var, efter blot to dage en lille smule presset over den personlige hygiejne-eller i virkeligheden, manglen på samme. Så havde projektet strukket sig over længere tid, havde oplevelsen måske været anderledes og mindre overskuds-agtig!:-)

Jeg har ikke fået noget med mig i forhold til mine fordomme overfor hjemløse, og deres vilkår. Jeg tror det havde krævet et møde/samtale med dem... Men jeg synes, på den
Korte tid, der var elementer af dømmende og fordomsfulde blikke fra omverdenen.
Jeg sidder dog stadig uforstående tilbage overfor at nogle mennesker frivilligt vælger denne livsstil. Det er en rodløs tilværelse, hvor man virkelig selv skal være opsøgende for at dagene giver mening... Så jeg tænker at der er så mange andre ting der spiller ind i forhold at det bliver nogle menneskers vilkår!

For mig var de 48 timer en god og positiv oplevelse med Sine, Mathias og Helene, men helt hjemløse og ensomme var vi vist aldrig...