Epilogerne

Mathias:
Tirsdag d. 13. december.
Hjemme igen efter 48 timer på gaden… puh hvor er køkkenets mad lækker og hvor er sengene bløde! Så hed det ellers op i bad - det varme rindende vand var en ren velsignelse, man kommer virkelig til at sætte pris på alle de basale ting igen.
Har de 48 timer så gjort en forskel for mig? I forhold til vores problemformulering synes jeg ikke rigtig at projektet har rykket det vilde. Vi har ikke rigtig oplevet de samme vilkår som hjemløse - det første, og det vigtigste vilkår tror jeg, har været at vi havde hinanden. Vi havde hele tiden hinanden at snakke med og støtte os til når det var hårdt eller svært, vi kunne trække hinanden op når vi var nede og så er det bare nemmere at holde humøret oppe når man er sammen med søde og dejlige mennesker. Derudover tror jeg ikke at vi var på gaden længe nok til at det blev rigtig hårdt, to dage med dårlig mad og kolde våde nætter er træls, men aldrig rigtig presset.
Jeg havde en stor krise på turen, mine sko! Jeg havde fundet et par rigtig smarte brune læder støvler som fik min kærlighed med det samme, de var nemlig både varme, vandtætte og behagelige; de første par timer i hvert fald… Sålen på den ene sko løsnede sig lynhurtigt og var faldet af inden aftensmad, og så var der hele eventyret med Sines bror og hans tapre redningsforsøg – endnu engang tak! Efter kun fire timer var begge såler imidlertid faldet helt af, efter flere forgæves rednings forsøg, med trangiastropper og sokker. Så jeg gik praktisk talt direkte på mine sokker i sne og sjap. Jeg havde på tre sekunder gennemblødte sokker og tæer der var cirka en halv grad. Det var faktisk lige ved at ødelægge min tur da jeg vågnede næste morgen til sokker der kunne vrides og morgen frost på græsset uden at have sko at tage på. Sine fik heldigvis den gode ide at vi gik i en genbrugsbutik. Her flottede jeg mig og brugte min halvtredser på et par brand flotte damestøvler i str. 42 – tur redet!

Vores projekt har ændret mit syn på hjemløse i Danmark, efter min opfattelse er ingen nødt til at være hjemløse, med alt det sikkerhedsnet vi har i vores samfund er det simpelthen et valg, eller i hvert fald fordi man ikke magter at ændre sin egen situation. Det ”liv” vi har levet på gaden har ikke været rigtig hjemløst, men vi har haft overskud og en holdning til os selv. Jeg kan sagtens forstå at man efter et par måneder på gaden giver op og bliver ligeglad, med for eksempel at skide midt på strøget når der kun er 300 meter til et gratis toilet. Der må ske et skred i ens bevidsthed på et tidspunkt og det kommer vi nok aldrig til helt at kunne sætte os ind i.


Sine:
Vi ville rigtig gerne hvis vi kunne leve som hjemløse på en autentisk måde, men da vi hverken måtte sælge hus forbi eller hænge ud i varmestuerne, blev det lidt svært og præmisset ændrede sig lidt.
Det var også svært at komme i kontakt med hjemløse, da den eneste vi faktisk mødte var midt i et privat ærinde.

Men vi oplevede at folk kikkede på os med andre øjne end normalt. Jeg synes ikke det var specielt flovt eller grænseoverskridende, men jeg oplevede heller ikke stå med det alene.

Vi snakkede også meget om, hvis man sammenligner projektet med Tobias’ hjemløseprojekt, at det som gjorde det udholdeligt og nemt var selskabet. Det havde været en helt anden oplevelse hvis jeg ikke havde Tine, Mathias og Helene med.

Som udgangspunkt var jeg mest bekymret for mad og søvn, men det løste vi hurtigt. Selvom man hverken sov eller spiste godt, kunne vi godt holde humøret højt.

Da vi lige var vendt hjem, oplevede jeg, at når jeg var i nærheden af en container eller papkasse overvejede jeg om jeg lige skulle medbringe pappet til at sove på og nuppe noget mad i containeren. Vi var vidst alle lidt sære da vi kom hjem.

Helene:
Det sværeste for mig var at skulle vade rundt i en storby og lede efter usle steder at sove, når man kendte op til flere man kunne låne en sofa ved. Da jeg ikke er den store udendørs type synes jeg ikke det var ret fedt at skulle gå rundt og fryse i 48 timer, så jeg var lettet når vi kunne nasse og et sted at få varmen. Jeg tror at den største ydmygelse jeg havde var den første aften, hvor Sine og Jeg sad i Bruuns og ventede på Mathias og Tine, hvor jeg kom til at sidde med Henrianne helt alene og en flok ældre folk kom forbi og sendte mig lange blikke, da jeg sikkert har lignet en meget ung mor der var blevet forladt af min fyr.. Hmm. Ikke nogen rar følelse.. Men ellers var det mest mine egne tanker omkring det der fyldte. Følte mig meget dum ikke at udnytte mine sovemuligheder og fryse røven af i hhv. Et legehus og en trailer. Så jeg tror ikke jeg helt har fået det ønskede resultat ud af det.

Tine:
Når jeg sidder i mit stille sind og reflekterer over hvad jeg egentlig har fået ud af vores projekt, er det virkelg svært at sætte ord på. Det har været en god oplevelse at være afsted, men jeg er ikke kommet ind til kernen i at være hjemløs!

Jeg har fået et nyt perspektiv når jeg går rundt i byen. Jeg har, siden vi kom hjem, spottet containere og gode overnatningsmuligheder alle vegne. Jeg ser potentiale alle steder, og har virkelig meget lyst til at overnatte sådan igen.

Når jeg tænker tilbage på vores yderst uhygiejniske kost, kan jeg godt se at jeg måske har rykket nogle grænser hvad det angår, men da vi stod og rodede i store sorte sække og containere, føltes det som om vi havde fundet en guldgrube. Ekstasen over at finde gratis mad overskyggede mit ellers Pernipne forhold til madhygiejne!

Jeg var, efter blot to dage en lille smule presset over den personlige hygiejne-eller i virkeligheden, manglen på samme. Så havde projektet strukket sig over længere tid, havde oplevelsen måske været anderledes og mindre overskuds-agtig!:-)

Jeg har ikke fået noget med mig i forhold til mine fordomme overfor hjemløse, og deres vilkår. Jeg tror det havde krævet et møde/samtale med dem... Men jeg synes, på den
Korte tid, der var elementer af dømmende og fordomsfulde blikke fra omverdenen.
Jeg sidder dog stadig uforstående tilbage overfor at nogle mennesker frivilligt vælger denne livsstil. Det er en rodløs tilværelse, hvor man virkelig selv skal være opsøgende for at dagene giver mening... Så jeg tænker at der er så mange andre ting der spiller ind i forhold at det bliver nogle menneskers vilkår!

For mig var de 48 timer en god og positiv oplevelse med Sine, Mathias og Helene, men helt hjemløse og ensomme var vi vist aldrig...

Going home

Jeg sidder nu i en bil og blogger, Vi delte os op i to hold da vi blaffede, Tine + Sine og Mathias + Helene. Tesen holdte endnu engang, det er blafferhold nummer 2 som bliver samlet op først. Så Mathias og Helene fik lift først.
Man skal virkelig være et stort menneske for at onde andre mennesker det første lift når man står udenfor i minusgrader.

I går da vi havde spist gik vi forbi Bilka for at se om de låser deres møbel-trailere. Hvilket de ikke gør. Udenpå trailerne står der med stor fed skrift: "Lån en trailer - gratis"... And so we did.
Så vi gik på jagt efter pap, og "forede" traileren, lagde os til rette og småsov. Sine, Mathias og Helene sov virkelig dårligt, traileren var iskold og ukomfortabel. Tine havde varmen i smørhullet men blev holdt vågen af klaprende tænder.

Kl 0630 kom der en vagt og kiggede ind, og derefter hamrede på siden. Det var en meget ubehagelig måde at vågne på, og vi blev ærlig talt forskrækkede og bange. Tine gik ud, og vagten havde hentet 2 andre vagter som stod og så vrede ud.
"Ja nu skal i høre, vi har sådan et projekt, vi har papir på der..."
"det papir vil vi gerne se!"
Da vi havde vist dem papiret fik piben lidt en anden lyd, og den ene af vagterne var meget interesseret og da vi fortalte at vi havde spist skrald kaldte han projektet: "Meget autentisk!"
De hentede Henrianne, som de havde konfiskeret, og vi gik ud til Viborgvej for af blaffe.

Nu hvor vores projekt nærmest er ovre benyttede jeg internettet til at tage nogle screenshots fra facebook - der har nemlig været opbakning fra start af. Tak alle!

Tak leif! Du gjorde en forskel og tøede vores tæer op!

Umiddelbart er det her sidste blogindlæg, senerehen kommer der en epilog pr. mand proppet med efterrationaliseringer.

Vagten: "Jeg troede kraftedme det var sådan nogle sprittere pga. den der barnevogn..." (om Henrianne)

Nu med mad og midlertidigt læ...

Vores mad var blevet stjålet fra Langenæs, så vi måtte ty til andre midler. Vi har valgt at beholde Henrianne, og aflevere den tilbage på et senere tidspunkt, så Henrianne er stadig del af flokken - and we love it.

Efter Langenæs-eventyret drog vi mod Tilst over Viby, hvilket praktisk talt er et dagsprojekt. Vi havde et svinkeærinde på vejen, Bazar Vest, for at købe bananer, derefter besøgte vi Tines farmor, Mie, som gav en kop kaffe, småkager, og hjertelige historie om Tine.
Tak Mie - du gjorde en forskel, du reddede humøret.

Herefter gik vi til Bilka for at købe mad for de sørgelige rester penge vi havde:
Tine: 27 kr: en guldøl, deleleverpostej, deleforårsruller og delecola
Helene: 60 kr: en fransk hotdog, en pose chips, deleleverpostej, deleforårsruller og delecola.
Sine: 20 kr: dele-1200 g millionbøf og en guldøl
Mathias: 1 kr: dele-1200 g millionbøf og en guldøl

Efter Bilkaturen gik vi ud for at lede efter et sted at sove og spise. Vi fandt et efterladt hus, men der lå gamle brugte madresser så vi det kunne muligvis være en junkiehytte. (billeder nedenfor)

Vi valgte at lave vores mad i en læsseport, og her sidder vi nu og drikker guldøl. Muligvis kan vi sove i et legehus igen, over ved et byggemarked.

Sine har i øvrigt smadret sin guldøl lige der hvor lastbilerne kører med sin store klodsede fod.

Det er underligt ikke at vide hvor man skal sove, en rodløs følelse. Man bruger meget tid på at finde steder hvor man muligvis kan sove, og nødløsninger og meganødløsninger. Men det generelle humør er stadig højt!

Den "lækre" kage på nedenstående var dagens morgenmad.

Mathias: "i kan også bare koge dem, det er ikke forårsruller som man kender det, men..."

Roger over!

Ammestuefred

Mathias, om cheeseburger-run: fast food kæder har meget svært tilgængelige baggårde måtte blive vores konklusion efter besøg hos to McD og en BK. Da vi måtte give op på skraldespandene valgte vi en mere direkte tilgang. Jeg gik ind til den søde nissehue-iklædte brunette bag skranken og sagde tingene som de var "... heller ikke engang fire kolde cheeseburgere du lige kan snige i en brun papirpose, mens de andre ikke ser det?" da hun vender sig om og ønsker mig en god aften, er hun bare helt forkert i hovedet. Det ser virkelig ud som om det var en grænseoverskridende og ubehagelig oplevelse for den stakkels pige - jeg spurgte bare efter kolde kasserede burgere...
Tine: Da Mathias var inde og tigge mad på McD, kom en hjemløs slingrende ned af gågaden. Jeg tænkte at jeg ville indlede en samtale med ham, men lige som jeg er på vej, begynder han at knappe bukserne ned. Jeg tolkede at det var et move, der lagde op til privatliv. Manden hev bukserne ned og sked på strøget!

Efter det gik vi ud og fandt vådt pap og et boogieboard at sove på, det puttede vi op i Henrianne og kørte ud til legehusene.

Vi sov to og to, Tine og Sine sov dejligt i ca. 10 timer, Mathias og Helene fik en kritisk nattesøvn.

Da vi stod op, kl ca. 1100, gik vi i en genbrugsbutik og fandt nogle smarte nye sko til Mathias, da sålen nu også er gået af den anden sko.
Herefter gik vi i Bruuns Galleri for at børste tænder, og nu sidder vi og blogger i Bruuns Galleris ammestue.

Planen for i dag er, at tage til Tilst og snacke free-food i Bilka og herefter indtage et dødsbo. Først skal Sine lige have hentet vores mad i Langenæs - og Tine, Mathias og Helene skal have vasket op.

Mathias: "Nååårh sække!! Dem sover man mega godt på!!" - apropos perspektivændring, vi brokker os aldrig over GIVs senge igen.

With a little help from your friends...

På nuværende tidspunkt sidder Helene og Sine i Bruuns Galleri og blogger alt imens Helene får varmen.
Mathias og Tine er på cheeseburger-run, kan man skralde cheeseburgere i Aarhus?!

Tidligere i dag skraldede Helene, Mathias og Sine en overraskelsesfødselsdagskage til Tine, og Tine blev mægtig glad. (chokoladekagen på nedenstående billede)

Da Mathias havde en ødelagt sko måtte vi ty til familiehjælp. Vi besøgte Sines storebror og svigerinde (Henrik og Marianne), som gladeligt og tålmodigt hjalp med at reparere skoen, løfte humøret og donerede lækre ting til de beskidte hjemløse: Henrianne (barnevogn som kan ses på nedenstående billed), hello-kitty-plaster, varmedimser, skruer, en strømpe og lidt gulvtæppe til sål.
Tusind tak skal i have, i gjorde en forskel og reddede muligvis Mathias' 48 timer.

Herefter drog flokken, nu udvidet med et medlem, ud for at finde et sted at sove. Ideerne var som følger: opgang, parkeringskælder, legehuse, biograf, ammestue i Bruuns.
Vi har valgt legehusene, og det er næste stop.

Vi har fulgtes ad som en gruppe, opdeling har været unødvendig. Godt humør hersker stadig, jokes og latter, men vi er også trætte, meget kolde og lidt pressede - nogle mere end andre.

Det er begyndt at sne, hvilket er dejligt, koldt, vådt og smukt.

I øvrigt har vi fået tørret noget af vores tøj på håndtørredimserne i biografen i Bruuns Galleri - yaaaay.

Sine: "Henrianne er blevet et koncept - vi kan ikke skrotte den nu."